Jeg boede i nogle venners familiehus på østsiden af Island en tid. Alene. En fin bogsamling og en masse lys.
Udsigten fra husets terasse er en klynge buske som rusker i vinden. Kortet over området viste en skov der hvor buskene stod. Jeg begyndte at undre mig over at jeg ikke havde set nogen skov.
I lang tid troede jeg at jeg læste kortet forkert men efter flere forsøg måtte jeg fastslå at buskene udgjorde skoven. Ved nærmere undersøgelser viste det sig også at buskene mindede lidt om træer i deres stammer men uden højden eller tyngden som træer har, der hvor jeg kommer fra. De så temmelig gamle og vilde ud. De lod også til at være den største form for vegetation i <island overhovedet. Som jeg husker det, så jeg ikke stort anden vegetation der nærmede sig, på hele turen.
Jeg var taget til Island på et legat fra NIFCA forat fotografere regnbuer. Dem skulle der være en masse af i Island pga de skiftende vejrforhold og jeg så også en masse regnbuer men de interesserede mig ikke så meget længere. Dengang jeg havde skrevet ansøgningen til legatet var jeg midt i en masse religiøse undersøgelser. Påstod at hvis jeg kunne finde flere end èn regnbue på samme tid (i samme billede) så ville det være beviset for de monetære religioners fallit! Et slagkraftigt udsagn som gav 10.000 kr. og det var penge nok for mig der kendte folk med hus og bil, til en 14-15 dage.
I starten kørte jeg en masse i bilen (bl.a. efter regnbuer). Brugte huset som base og tog ture ud derfra. Landskabet er fantastisk i Island, især i en bil, men når man kører bil bliver man let blind for det nære, og som kunstner lever jeg af de nære oplevelser.
Terassen blev gradvis vigtigere for mig og undersøgelserne jeg foretog med fotografi og tekst blev turens egentlige essens. Nu flere år senere kan jeg se at billederne af de små træer peger langt frem til ting jeg fortsat roder med.
Jeg spørger familien til råds om træerne en sen nat i november.
Et tidligt svar fra Jakob (USA): “Jo, det er birketræer og de er rimelig gamle. Arten er Betula Pubenscens og er en mærkelig dværgform til den samme art der bliver meget større i resten af Skandinavien.”
Næsten lige så hurtigt fra Nina (Christianshavn): “Jeg siger det samme som Jakob.!”
Langt hen på eftermiddagen fra Hans (Fakse): “Jeg har hørt rygter om 70 år, men ved ikke om der hold i det. Du må tage op og skære et over og så tælle ringene.”
Jakob igen: “Jeg tror de er ældre…. men der er kun een måde at finde ud af det på.”
Løse ender overalt.
.
fotografier fra Island
billeder og detaljer 2004
text 2009