stereo fotografier – edition for Filter + interview
Stereoskopier fra en monokultur – Filter #02
Fotografen Thomas Seest arbejder med stereoskopiet. Han fortæller her om sin fascination for mediet og om sit nye værk Dyade.
FILTER: Hvornår begyndte du at interessere dig for det stereoskopiske billede?
THOMAS SEEST: Jeg så med, da NASA i 1998 landede den ubemandede rumstation Pathfinder på Mars. Efter at have lokaliseret solen, som er den eneste genkendelige reference on-site, fjernstyrede forskerne robotten Rover rundt i det ukendte landskab ved hjælp af levende stereobilleder. Ud fra disse billeder kan man beregne afstande og størrelser i dybden af billedfeltet. Det foregik umådeligt langsomt og over mange dage.
FILTER: Hvordan fungerer stereoskopiet?
THOMAS SEEST: Perspektivet definerer, hvorfra vi ser verden. Perspektiv, af latin perspicere, betyder at se gennem noget. Mennesker ser gennem to huller. Med øjnenes optik ser vi dobbelt (stereo), spejlvendt og på hovedet. I hjernen bliver billedet vendt om og samlet til det endelige synsindtryk. Billedet skabes inde i hovedet, det er en indre oplevelse.
Kameraets funktioner ligner vores øjnes. Dets optik og blænde er mekanismer, der imiterer vores system. Men modsat den menneskelige hjerne rummer kameraet ikke erfaringen af tidligere billeder. Kameraet ser verden for første gang, hver gang.
Da fotografiet blev opfundet i 1800-tallet, blev det muligt at fæstne billedet. Samtidig udvikledes stereokameraet. Et kamera med to linser placeret ved siden af hinanden, så de svarer til mellemrummet mellem det menneskelige ansigts øjne. Kameraet producerer to billeder samtidig, ved siden af hinanden. Til trods for at billederne må ligne det, vores øjne leverer til hjernen, kan vi ikke umiddelbart gendanne den tredimensionelle oplevelse. Hjernen er ikke tunet sådan. Et sæt stereobriller kan hjælpe hjernen og samle de to billeder til ét.
FILTER: Hvorfor er stereoskopiet interessant for dig kunstnerisk?
THOMAS SEEST: Jeg er interesseret i den rumoplevelse, der opstår ved hjælp af brillerne. Hvordan brillerne ophæver billedets to-dimensionelle plan og fører beskueren tilbage til oplevelsen af rumlighed. Her er fokus på den indre oplevelse og magien i billeddannelsen. Men jeg er også interesseret i det gentagne billede, uden briller, den ensartede gentagelse med forskydningerne. I de store udstillingskopier virker brillerne ikke. Til gengæld er der større fokus på forskydningerne. Bevidstheden om det tredimensionelle bliver implicit.
FILTER: Du har kaldt dine steroskopiske optagelser af nåletræer for Dyade. Hvorfor hedder serien det?
THOMAS SEEST: Det er en slags udvidet arbejdstitel. Selve ordet dyade kommer af det græske ord dyas, som betyder tohed, en gruppe, som består af to enheder af samme art. I dette tilfælde stammer titlen fra mit samarbejde med forfatteren Helle Højland. Det er hendes titel til det fælles bogprojekt Vi – en dyade, hvor billederne indgår. I bogen referer dyade til de to hovedpersoners indbyrdes relation. I billederne vist her i FILTER refererer dyade til de to billeders indbyrdes relation (stereo).
FILTER: Hvordan blev sterobillederne fra plantagen til?
THOMAS SEEST: Det startede med en ordleg i mit hoved. Stereoskopier fra en monokultur. Jeg er optaget af rummet mellem træerne, snarere end træerne som objekter. Rummet mellem billederne er også et fokuspunkt, og der opstår sære situationer, hvor træerne åbner og lukker som døre. Det er anstrengende at se dobbelt i længere tid, og træerne er så ens. Jeg fotograferer midt på dagen, hvor solen står højest. Bliver desorienteret og dehydreret. Billederne fører mig ind i landskabet. Træerne lukker sammen om mig, omslutter mig, stikker med spidse nåle. Fjendtligt og forførende på samme tid. Jeg kigger ikke væk fra søgeren. Jeg er robotten fra Mars. Jeg sender billeder af nåle og landskaber til beskuerens indre.