Tekster fra Bergen 2000
udgivet som indsæt/tilføjelse i fundet bog
Havørnen / Tilføjelser til Havørnen
Bergen Zoo Museum 1963 / nogle breve, edition 10, 2003
Burer mig inde i lejligheden, rykker rundt på møblerne, smider gamle sedler ud, der er en død flue i vindueskarmen, den får lov at blive. Går mellem altan, stue, køkken, sætter mig for at skrive, bliver rastløs, går ud og tegner lidt, tænder endnu en cigaret, overvejer kaffe, glemmer det igen, rejser mig for at lave kaffen, kigger på skærmen, læser ordene, glemte det jeg skulle, huskede noget jeg tænkte ude på vejen. One step at a time, hvorfor nu engelsk, men husker ikke, territoriale overvejelser, tror jeg, husker en sætning men fortrænger den snart igen. Hvad godt er det mig her, i min hule hule: Når alt fjernes er der kun erindringen tilbage, hvad den indeholder ved jeg først når alt det andet er væk.
Det startede med møblerne, men det kan ikke fortsætte sådan.
Erindringen skal føre mig tilbage, til hvad det var jeg skulle. Jeg går ned i studiet for at forberede mit arbejde. Der lugter råddent og jeg finder et meget stort bille-agtigt væsen. Tilbage igen, og tankerne går imod mig. Det er pisse hamrende irriterende.
Telefonen er ikke det bedste redskab for kommunikation, fik sagt noget dumt, ude af stand til at redde den, vi snakkes ved, og lægger på. Tankerne og orderne er nogengange udenfor kontrol.
der er aber på tv
de spiser hinandens lus
en mand med stort skæg forklarer
jeg er sulten og laver mad
jeg kan være helt rundt på gulvet
bare vågne op og være i tusind stykker
som det første på dagen
tusindvis af splinter
der ligger og dækker gulvet
så jeg ikke kan komme ud af sengen
der ligger jeg nu
jeg ligger længe i sengen idag
og tænker på hvad det er der kan gøre mig så skør
bukseben der brænder
der er en sommerfugl på min arm
min ven
og guldring på min finger
kaffen er tynd
der er blomster på koppen
men de er udenfor sammenligning
udsigt til uger
ubarmhjertigt
jeg skynder mig at tænde for et tv
cykler
jeg ser uden interesse
drømmene flår sved af min krop
stole mod borde
Tog en tur i studiet, og hentede de ting jeg havde slæbt derned for at være der noget mere. Der kravlede en kakkelak på min jakke og stanken er uudholdelig, cd afspilleren er tilbage i lejligheden igen. Overbeviste Eigil fra mediecentret om at det var blevet torsdag, han stillede sit ur, det var først her til aften det gik op for mig det kun er onsdag.
Jeg er blevet voksen. Det meste af dagen er gået på sofaen med tømmermænd, og så besluttede jeg mig for at soignere mig igen. Sidder foran vinduet mod bjerget og hovedet klinger svagt.