På et tre-måneders NIFCA residency i Bergen 2000. Jeg ankom til et kontor som udleverede nøgler og instrukser til lejlighed og atelier. Der var ingen officiel velkomst eller introduktion til byen. Jeg var skuffet. Vidste ikke så meget andet om byen end hvad simple opslag kunne fortælle mig. Bjergene, havet, havnen, Amalie Skram og min fætter som var flyttet hertil med sin kone for et par år siden. Han var der heller ikke længere.
Byen var præget af sommertid. Ferielukkede akademier og biblioteker. Jeg så langt over havet og opad bjergene. Nordmændene sejler og traver når solen skinner. Jeg var alene og kendte intet til hvor og hvordan sommerlivet leves.
Jeg tænkte mest på min kæreste i København. Adskillelsen var svær og den gav min følelse af ensomhed næring. Jeg begyndte at skrive mest for at holde mig selv ved selskab. Jeg opfandt rutiner der kunne opretholde spise og sove funktionerne. Langsomt opbyggede jeg et liv i isolationen. Byggede flyvemaskiner og tegnede.
Tiden gik hurtigere og pludselig var freden slut. Byen livede op. Akademiet åbnede. Jeg besøgte og mødte en masse folk. Blev hurtigt involveret i den relativt lille kunstscene og besluttede at vise atelieret frem en aften i august. Flyet 1:10 var blevet for stort til at komme ud ad døren. Jeg viste tegninger af fly og udgav en lille bog med tekster fra de bøger jeg havde læst i Bergen og på en måde spejlede mine oplevelser (bl.a. Jens Bjørneboe, Haiene). Dengang lød projektet under titlen: a pity more than aeroplanes.
Flyet blev skrottet og dele indgik i en udstilling nogen akademielever satte op.
Året efter kom jeg tilbage til Bergen og udstillede fotografier på Galleri ByTheWay men der var tiden allerede en anden.
